Røg joints ved Godsbanen
Betjente fra Østjylland Politis fodpatrulje spottede flere jointrygende mænd.
Torsdag klokken 16.49 gik betjente fra Østjylland Politis fodpatrulje i området ved Godsbanen i Aarhus, hvor de ved skaterbanen spottede en mand, der tog en joint frem og tændte den.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Betjentene tog kontakt til den 31-årige mand, der blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Umiddelbart efter så betjentene en mand, der sad ved nogle containere og var i færd med at klargøre en joint. Betjentene tog kontakt til den 47-årig mand, der selv fremviste noget skunk. Han blev ligeledes sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Klokken 17.19 spottede betjentene endnu en mand med en joint i munden, denne gang siddende i en bil ved Godsbanen. Betjentene tog kontakt til den 21-årige mand, der også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.