Fortsæt til indhold

Unge påkørt med vilje: Vendte om og ramte dem igen

Tre unge mænd blev sent lørdag påkørt med vilje flere gange af en personbil. De tre unge kendte ikke gerningsmanden.

Krimi
sbl

Midt- og Vestjyllands Politi fik sent lørdag aften et noget chokeret vidne i røret.

Omkring klokken 23.20 havde personen set en bil påkøre tre unge mænd på en parkeringsplads på Storegade i Brande. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis, til TV Midtvest.

Efter en kort udveksling mellem de tre unge og en af personerne i bilen lavede føreren en manøvre og ramte to af de unge mænd, hvorefter den kørte, og vidnet så de to ramte humpe derfra.

Men herefter vendte bilen rundt og satte igen kurs mod de tre unge mænd. Den ene sprang væk i tide, mens to andre blev ramt. Bilen forlod stedet.

De tre ofre var en 19-årig og to 20-årige mænd fra Ikast-Brande Kommune. De to ramte blev forslåede på deres ben og fik mærker. De var meget rystede, siger vagtchefen til TV Midtvest.

Ofrene fortalte samme historie som vidnet.

17-årig flygtet

Det lykkedes Midt- og Vestjytllands Politi at finde frem til, hvilken bil, der var tale om og efter samarbejde med Sydøstjyllands Politi fandt den parkeret på en adresse i Sønder Omme med tre mænd i; en 17-årig fra Ikast-området samt en 18-årig og en 19-årig, der begge var fra Billund-området.

Det lykkedes den 17-årige at flygte fra politiet, mens de to tilbageværende nægtede at samarbejde med politiet.

De to er blevet sigtet for fornærmelig tiltale samt for grov vold og for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, skriver tv-stationen.

Under visitationen af de to mænd fandt politiet blandt andet hash, og i bilen lå en kniv. Politiet formodede, at begge var narko- og spirituspåvirkede og har fået foretaget blodprøve af de to.

Det er uvist, hvem der har ført bilen, og hvor den 17-årige befinder sig. Politiet efterforsker fortsat sagen.