Vaks cyklist fik sendt politiet efter cykeltyv
Uddrag af politirapporten fra Østjyllands Politi 25. april.
Natten til mandag klokken 02.22 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 22-årig kvinde, der på cykel jagtede en mand, som hun netop havde set stjæle en cykel, der holdt parkeret ved Mejlgade i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden var kommet cyklende gennem Mejlgade, da hun havde set manden skære cykellåsen over med en vinkelsliber, hvorefter han havde sat sig op på cyklen og kørt fra stedet i retning mod Nørrebrogade. Kvinden besluttede sig for at køre efter ham, mens hun ringede efter politiet.
En patrulje ankom kort efter til krydset Nørrebrogade/Nørre Boulevard, hvor de fik kontakt til den 22-årige kvinde, der oplyste, at manden var ca. 100 meter foran hende og kørte på en hvid el-cykel og havde en rygsæk på ryggen. Patruljen kørte videre nordpå af Randersvej og spottede kort efter en cyklist, der passede på signalementet. Betjentene fik standset cyklisten ud for Nobelparken. Den 44-årige mand erkendte med det samme, at han havde stjålet cyklen, og i hans rygsæk fandt betjentene da også den vinkelsliber, der var blev brugt til at skære låsen op. Den 44-årige mand blev sigtet for tyveri af cykel, og betjentene tog cyklen med på politistationen med henblik på udlevering til rette ejer.
Butikstyv stak af på stjålet cykel
Søndag klokken 17.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Shell på Hovedvejen i Hasselager, der netop havde haft besøg af en butikstyv, der var stukket af fra stedet på en cykel.
En medarbejder har forklaret politiet, at manden kom ind i butikken og ville købe en pakke cigaretter, som han fik og betalte for. Herefter ville han købe fem kartoner med 10 pakker i hver samt en pose at have dem i. Det fik han, hvorefter han gik hen mod nogle gavekurve, der stod ved udgangen og sagde, at dem skulle han også have med. Kort efter løb han dog ud af butikken, hoppede op på en hvid el-damecykel og kørte fra stedet uden at betale for de fem kartoner cigaretter, han havde fået udleveret. Medarbejderen ringede med det samme til politiet, og en patrulje blev sendt til stedet for at køre rundt i området på jagt efter gerningsmanden. Efter lidt tid spottede patruljen en mand, der kom kørende på en hvid el-damecykel ved Jegstrupvej. Signalementet passede på det, medarbejderen havde oplyst, og betjentene tog derfor kontakt til manden.
Han fremviste selv posen med de stjålne cigaretter og oplyste at cyklen i øvrigt også var én, han havde stjålet. Det viste sig også, at han var i besiddelse af et mindre mængde kokain. Den 35-årige mand endte derfor med at blive sigtet for butikstyveri, tyveri af cykel og besiddelse af narkotika.
41 sigtelser ved færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Lørdag var Østjyllands Politis færdselsafdeling forbi det vestlige Aarhus i formiddags- og eftermiddagstimerne. Det kom det 41 sigtelser ud af fordelt på 30 sigtede personer. 16 af sigtelserne medførte også et klip i kørekortet. De 41 sigtelser fordelte sig på:
- 3 x hastighed til klip
- 4 x rødt lys (klip)
- 2 x kørsel i frakendelsestiden
- 1 x ulovlig overhaling (klip)
- 7 x mobiltelefon (klip)
- 15 x manglende sikkerhedssele – heraf 1 barn ej fastspændt (klip)
- 9 x øvrige forseelser