Fortsæt til indhold

Trafikken lammet af uheld: Person kommet alvorligt til skade i ulykke med lastbil

Tirsdag morgen er trafikken spærret på Kalundborgvej på grund af en trafikulykke mellem to personbiler og en lastbil.

Krimi
sbl

Trafikken står stille tirsdag morgen på rute 155 mellem Kalundborg og Holbæk i det vestsjællandske efter et færdselsuheld først på morgenen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Ifølge politikredsen er uheldet opstået mellem to biler og en lastbil mellem Højsted og Snertinge, og trafikken i begge retninger er spærret ved Gunhøjvej.

»Flere ambulancer og lægehelikopter på stedet. Busruter omlagt. Find alternativ rute de næste par timer,« melder politiet.

Én på hospitalet

Over for TV 2 Øst uddyber vagtchef Martin Bjerregård, at en bilinspektør er kaldt til stedet for at undersøge omstændighederne ved uheldet.

»Meldingen, at der er to biler, der først er kørt sammen, og lidt efter kommer der en lastbil, som også bliver involveret i sammenstødet,« siger han om ulykken til mediet.

Ifølge vagtchefen er én person alvorligt tilskadekommen, men de nærmere omstændigheder kendes endnu ikke.