Stor udrykning i det centrale Aarhus: Brandfolk fandt giftige dampe
Batteridampe årsag til større udrykning i Aarhus C.
Politi og brandvæsen rykkede torsdag eftermiddag massivt ud til Klostergade i det centrale Aarhus.
Årsagen var en anmeldelse om ildelugtende dampe i et lokale, og Klostergade blev kortvarigt afspærret af politiet.
De ildelugtende dampe viste sig at være batteridampe.
»Der har været en kortslutning i et batteri, så der var fyldt med batteridampe i et serverrum. Det er kemiske og giftige dampe, og det krævede en del ressourcer at løse opgaven,« siger operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Johnny Damgaard.
Østjyllands Brandvæsen sendte fire store brandbiler og en indsatsleder til stedet, og brandfolk har blandt andet fjernet nogle smeltede batterier, oplyser operationschefen.
Ingen mennesker kom til skade i forbindelse med giftudslippet.
Johnny Damgaard oplyser omkring klokken 16, at politi og brandvæsen atter har forladt stedet, Klostergade 37.
Det har endnu ikke været muligt at få billeder af hændelsen på Klostergade.