Spøgelsesbilist i soloulykke på Rute 21 nær Holbæk: Ung kvinde i 20'erne anholdt
Søndag morgen er der på Rute 21 vest for Holbæk sket et solouheld med en spøgelsesbilist.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
»Der er foretaget anholdelse af føreren. Det er en bilinspektør på vej til stedet, og strækningen vil være lukket i flere timer, mens det undersøges. Der omdirigerer fra Asnæs,« lød det kort før kl. 7 fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Samtidig bad politikredsen vidner, der måtte ligge inde med oplysninger i sagen, om at kontakte politikredsen på 114.
»Der er tale om en lyseblå personbil, der har kørt mod færdselsretningen,« skrev Midt- og Vestsjællands Politi i et opfølgende tweet kort efter kl. 7.
Godt halvanden time senere kunne politikredsen meddele, at undersøgelserne på ulykkesstedet var afsluttet.
Cirka 8.35 var der atter åbnet op for færdslen på Rute 21 mellem Holbæk og Asnæs.
Til Ekstra Bladet oplyser vagtchef Thomas Hartmann, at der er tale om en ung kvinde i 20’erne, som er forulykket.
»Da vi kommer frem, finder vi ud af, at hun er synligt påvirket. Hun er lettere tilskadekommen efter uheldet,« siger Thomas Hartmann til Ekstra Bladet.
Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen om solouheldet kl. 6.03.