Fortsæt til indhold

Mand stukket to gange i ryggen: Stort område i København afspærret

Ung mand stukket i ryggen to gange i København. Politi søger vidner.

Krimi
sb

En yngre mand er natten til søndag blevet overfaldet med kniv i området ved Ørstedsparken og Nørre Farimagsgade i København.

Manden blev stukket to gange i ryggen og er blevet hastet til Rigshospitalet for at blive behandlet.

Det skriver eb.dk.

Ifølge vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi er hele Ørstedsparken og en del af Nørre Farimagsgade tidligt søndag morgen afspærret, mens politiet efterforsker hændelsen.

Den unge mands tilstand er endnu uvis. Det samme er hans præcise alder.

Søger vidner

Københavns Politi har i skrivende stund ikke anholdt nogen i sagen, men politiet har talt med flere vidner, skriver eb.dk.

Vagtchef Henrik Brix kan ikke afvise, at knivoverfaldet er banderelateret.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra vidner, der kan hjælpe politiet i sagen. Eventuelle vidner kan kontakte politiet via telefonnummer 114.

København Politi modtog en anmeldelse om knivoverfaldet omkring klokken 04.15 natten til søndag.

Knivoverfaldet på den unge mand sker efter, at to yngre mænd inden for ganske kort tid fredag blev stukket ned henholdsvis på Christiania og ved Blågårds Plads på Nørrebro.