Fortsæt til indhold

Formodet Døllefjelde-drabsmand anholdt

29-årig har meldt sig selv efter knivdrab på Døllefjelde-Musse Marked natten til lørdag.

Krimi
sbl

En meget offentlig advarsel var åbenbart ikke nok til at få den 29-årige formodede gerningsmand bag et knivdrab på Døllefjelde-Musse Marked natten til lørdag til at melde sig selv.

En 32-årig mand afgik lørdag ved døden af de kvæstelser, han pådrog sig, da han blev stukket med en kniv på kræmmermarkedets parkeringsplads natten til lørdag. Politiet havde hurtigt en formodet gerningsmand i kikkerten og kom derfor lørdag aften med en opfordring.

»Hvis han ikke melder sig selv inden midnat, så går vi ud med hans navn og billede i morgen (søndag, red.),« sagde vicepolitiinspektør Rune Nilsson til Ekstra Bladet lørdag aften.

Det var tilsyneladende ikke nok til at få den 29-årige formodede gerningsmand frem i lyset. Søndag morgen kunne vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Anders Dahl, fortælle til Lokalavisen, at de endnu ikke havde hørt fra gerningsmanden.

Derfor udsendte politiet en efterlysning af den mand, de formoder står bag knivoverfaldet. Den fik den efterlyste til at melde sig selv, og han blev anholdt søndag den 15. maj, hvorefter han dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør.

Den afdøde 32-årige er en mand fra Nykøbing Falster.