Fortsæt til indhold

Var efterlyst for knivdrab ved Døllefjelde-Musse Marked: Nu har han meldt sig selv politiet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kunne søndag aften oplyse, at den 29-årige mand, som var mistænkt for at stå bag drabet på en 32-årig mand fredag på Døllefjelde-Musse Marked, nu havde meldt sig selv til politiet.

Krimi
af

Søndag aften kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meddele, at den 29-årige mand, som er mistænkt for at stå bag knivdrabet på en 32-årig mand fredag på Døllefjelde-Musse Marked på Lolland, havde meldt sig selv til politiet.

Den anholdte er nu sigtet for manddrab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag morgen ved Retten i Nykøbing Falster.

Søndag morgen valgte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at offentliggøre både navn og foto på den 29-årige mand, som var mistænkt i sagen.

Og allerede søndag aften gav manøvren pote.

I en pressemeddelelse søndag aften takkede politikredsen for de »mange henvendelser«, som man havde modtaget efter morgenens efterlysning.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beskrev det samtidig som en »uvurderlig hjælp« i opklaringsarbejdet.

Det var en 32-årig mand, som lørdag afgik ved døden som følge af de kvæstelser, han pådrog sig, da han blev stukket ned med en kniv på parkeringspladsen til det populære kræmmermarked sent fredag aften.

Manden blev hastet med redningshelikopter til behandling på Rigshospitalet i København i kritisk tilstand, men hans liv stod ikke til at redde.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har efterfølgende oplyst, at den dræbte, som selv var fra Nykøbing Falster, havde en relation til den nu anholdte 29-årige.

Politikredsen ønsker ikke at oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.

Det er endnu uvist, hvordan den 29-årige mistænkte forholder sig til sigtelsen.