Politiet gentager for festivalgæster: Lad være med at gå ud på togskinnerne
Østjyllands Politi advarede i fredags mod, at gæster ved årets Northside Festival strejfer om midt ude på veje og togskinner i nabolaget af festivalens nye placering ved Eskelunden. Det har dog umiddelbart ikke stoppet politiet fra at modtage meldinger om netop det problem.
Fredag gik Østjyllands Politi ud med en kraftig advarsel ovenpå den første dag med Northside, som samtidig også var festivalsdebut for den nye placering ved Eskelunden.
Advarslen til festivalgængerne lød kort og godt: Lad være med at gå rundt midt ud på veje og jernbaneskinner.
Årsagen til denne - måske lettere åbenlyse - besked skyldtes, at der i løbet af torsdagen og natten til fredag var adskillige meldinger om gæster, der ikke kunne finde ud af netop det.
Her kunne politiet i døgnrapporten bl.a. berette om, at der klokken 22.07 torsdag var lavet en anmeldelse på en beruset mand, der gik rundt midt ude på skinnerne vest for Ringgadebroen i Aarhus, og at en lokofører havde stoppet sit tog, da han fik meldingen om person på skinnerne.
Lidt længere fremme fik en patrulje tilmed også øje på en 30-årig mand, som gik rundt på skinnerne. Han fortalte, at han var på vej hjem fra festival, og at han ikke helt vidste, hvordan han var endt på banelegemet.
Der har også været nogle hændelser i løbet af fredag nat, så opfordringen den er stadig, at det skal man lade være med. Men vi er i dialog med Northside Festival om, at de tager hånd om det.Bo Christensen, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Stadig været hændelser
Men trods advarslen ovenpå sagerne med vildtstrejfende festivalgæster på veje og togskinner, så er meldingerne om problemet ikke forstummet.
Uden at have et eksakt overblik over antallet af nye hændelser, så oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi, Bo Christensen, til Lokalavisen Aarhus, at man stadig modtager meldinger om problemet.
»Der har også været nogle hændelser i løbet af fredag nat, så opfordringen den er stadig, at det skal man lade være med. Men vi er i dialog med Northside Festival om, at de tager hånd om det,« lyder det fra vagtchefen.
Spurgt til hvad man vil gøre ved det, så svarer DTD Group, som er arrangørerne bag Northside-festivalen, i et kort skriftligt svar til Lokalavisen Aarhus, at man blandt andet har tænkt sig at indsætte »ekstra bemanding i spidsperioderne«.
»Vi har et tæt samarbejde med myndighederne, som vi løbende er i dialog med for at sikre vores gæsters sikkerhed på bedste vis.«
God ro og orden
Udover førnævnte omstrejfende festivalgæster, så fremgår det også af lørdagens døgnrapport, at politiet igen på andendagen af festivalen har måttet lave flere sigtelser mod gæster, der har været i besiddelse af euforiserende stoffer. Om torsdagen var der 14 sigtelser for det.
Hvilket foruden en sigtelse også koster et klippet armbånd og en bortvisning fra festivalen.
Spurgt til, om der har været nogle voldelige episoder, så er det gået anderledes stille og roligt for sig i Eskelunden, ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi:
»Os bekendt har der ikke været nogle voldsepisoder endnu - så på den måde er det ellers foregået i god ro og orden derude,« siger Bo Christensen.
Northside-festivalen slutter lørdag nat, når det danske pop-rock band The Minds of 99 lukker det hele.