Teenager uden kørekort kørte kvindelig cyklist ned og stak af: Kvikt vidne sørgede for anholdelse
17-årig mand prøvede at stikke af fra uheld, men mislykkedes.
En 17-årig ung mand blev mandag aften anholdt og sigtet for at være stukket af fra et færdselsuheld, som han selv havde forårsaget.
Kl. 22.16 foretog den 17-årige et venstresving i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus og ramte ind i en 21-årig kvindelig cyklist. Cyklisten væltede ned på asfalten, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Bilisten kørte efterfølgende fra stedet uden at give sig til kende, men et kvikt vidne kørte fulgte efter i sin bil og kunne derfor lede en patrulje på rette vej. Kort efter uheldet blev den 17-årige så standset og anholdt af en patrulje på Søren Frichs Vej.
Da den 17-årige ikke har erhvervet kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret, ligesom han blev sigtet for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.
Bilen, den 17-årige var kørende i, havde han angiveligt lejet ved at bruge et kørekort fra en anden person. Han blev derfor også sigtet for personelfalsk.
De sociale myndigheder og den 17-årige forældre blev underrettet.