Fortsæt til indhold

Offer til voldsomt knivoverfald er afgået ved døden

Den 37-årige mand som fredag 3. juni blev stukket med kniv i Hobro, blev i går – tirsdag – erklæret død. Det oplyser Nordjyllands Politi, som derfor nu betragter sagen som en drabssag.

Krimi
am

Den mistænkte til drabet af en 37-årig mand i Hobro, er allerede blevet anholdt i Italien, men politiet søger nu vidner til en scooter/knallerts færden i området omkring gerningsstedet, som et led i efterforskningen.

Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek i en pressemeddelelse.

Offerets pårørende er underrettet og Nordjyllands Politi arbejder intenst med forskellige undersøgelser i sagen.

»Vi er i fuld gang med at stykke hændelsesforløbet sammen i denne tragiske sag, og derfor vil vi gerne efterlyse vidner, som har set en bestemt scooter ved gerningsstedet – eller i området omkring. Det er vores opfattelse af den formodede gerningsmand har anvendt dette køretøj, da han forlod gerningsstedet. Selve scooteren er allerede i vores varetægt, så vi ønsker derfor ikke henvendelser om, hvor den kan findes eller hvem der ejer sådan en scooter,« siger Carsten Straszek.

Nordjyllands Politi søger i stedet efter vidner, der har set scooteren – eller personer ved scooteren – følgende steder, fredag 3. juni:

  • Randersvej ud for nr. 32, A, B og C, i tidsrummet mellem kl. 21:20 - 21:55
  • Stoldal ud for boligblokken nr. 40-48, i tidsrummet fra kl. ca. 21:55 - 02:40.
  • I området mellem Randersvej 32 og Stoldal 40-48, herunder Søndervang, Søndertoften, Højagerparken, Stolbjervej og Stoldal, i tidsrummet mellem kl. 21:55 - 02:40.

Scooteren har påmonteret en gul nummerplade bagpå, og der er tale om en ”lille knallert (30 km/t)”, lyder det i pressemeddelelsen. Politikommissær Carsten Straszek opfordrer alle med oplysninger i sagen, til at ringe til politiet på telefon 114.