Fortsæt til indhold

Kan du genkende denne mand? Så vil politiet gerne høre fra dig

Østjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at få identificeret mulig overfaldsmand.

Krimi
sb

Opdatering 10. juni kl. 16.51: Politiet har nu identificeret manden. Derfor har vi også slettet billederne af manden.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en mand, der angiveligt overfaldt en 33-årig mand på parkeringspladsen ved Netto på Silkeborgvej i Åbyhøj 1. marts i år.

Overfaldet fandt sted lige omkring klokken 18 og var ifølge den 33-årige mands vidneforklaring fuldstændig umotiveret.

Manden har forklaret til politiet, at han sad i sin bil på parkeringspladsen, da en mand kom hen og bankede på ruden og begyndte at råbe af ham.

Den 33-årige mand har forklaret, at manden herefter åbnede bildøren og begyndte at slå løs på ham. Den 33-årige steg ud af bilen og gik over på et fortov, men manden fulgte efter og fortsatte med at slå på ham.

Ifølge den 33-årige forsøgte en anden mand, der var i selskab med gerningsmanden, at holde ham tilbage og trække ham væk. Den 33-årige har oplyst til politiet, at han aldrig før har set de to mænd.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 25-28 år gammel
  • 175-180 cm høj
  • Kraftig af kropsbygning
  • Lys i huden
  • Kort leverpostejfarvet hår med fade i siderne
  • Talte dansk
  • Var iført en mørkegrå jakke, beige bukser og sorte sko

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.