Mand alvorligt til skade i brand - fløjet direkte til Rigshospitalet
sb
En 79-årig mand er kommet alvorligt til skade ved en brand på Spjellerupvej i Karise.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Branden blev anmeldt til politiet omkring klokken 15.30. Der blev bestilt lægeambulance og slukningskøretøjer.
»Da vi kom frem, fandt vi en 79-årig mand, som var kommet til skade i forbindelse med branden,« siger vagtchef Joy Hansel til BT.
Den ældre mand har ved branden pådraget sig alvorlige brand- og røgskader. Han er fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter.
Brandvæsen, redningsmandskab og politi er klokken 17.30 fortsat på stedet.
Spjellerupvej i Karise blev kortvarigt spærret, men er atter genåbnet.
De pårørende er underrettet.