Kanonslag kastet mod politipatrulje ved boligblokke
En patrulje fra Østjyllands Politi blev mandag aften mødt af kanonslag, da de var til stede på Rosenhøj Vænge i Viby.
Der blev kastet kanonslag mod en politipatrulje, da den mandag aften befandt sig ved boligblokkene på Rosenhøj Vænge i Viby, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.
Episoden fandt sted klokken 23.05, da patruljen holdt på Rosenhøj Vænge i Viby og gik rundt tæt på bilen. Her blev der pludselig kastet to kanonslag, som landede tæt på betjentene og politibilen.
Ingen af betjentene blev ramt. Det var umiddelbart ikke muligt for patruljen at finde frem til gerningsmændene.
I et buskads i nærheden blev der senere fundet en machete, som blev beslaglagt. Sagen bliver nu efterforsket nærmere, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.