Fortsæt til indhold

GPS-funktion sporede politiet til aarhusiansk narkolejlighed

Et par stjålne Airpods fik politiet på sporet af en lejlighed, der indeholdt narko og tyvekoster.

Krimi
jwh

Tracking-funktionen, som flere elektroniske produkter har, er yderst behjælpelig, hvis man eksempelvis ikke kan finde sin telefon. Men for politiet viste den sig også som ret nyttig, da en 38-årig mand mandag morgen kontaktede politiet for at anmelde, at hans Airpods og et par solbriller var blevet stjålet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Manden havde netop opdaget, at nogen i løbet af natten eller morgenen var brudt ind i hans bil i hans indkørsel i Viby og stjålet tingene.

Via tracking-funktionen kunne den 38-årige se, at hans Airpods befandt sig på en adresse i nærheden. En patrulje kørte hen til adressen, hvor de bankede på døren ind til lejligheden.

Da ingen svarede, gik betjentene via en åben terrassedør ind i lejligheden, hvor den 54-årige mand, der bor på stedet, lå og sov. På et bord ved siden af ham lå de stjålne AirPods og solbriller, og efter at have vækket den 54-årige, sigtede betjentene ham for tyveri.

Under en ransagning af lejligheden fandt patruljen også kokain, og den 54-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Narkotikaen blev beslaglagt, og kosterne leveret tilbage til rette ejer, oplyser Østjyllands Politi.