Amok efter bar-bortvisning: Smadrede bord ind i vindue
31-årig mand anholdt efter våd bytur.
ddp
En 31-årig mand kan som minimum se frem til en bøde og en plettet straffeattest, efter han lørdag aften blev anholdt på Åboulevarden i Aarhus.
Politiet fik klokken 21.25 en melding om, at manden rendte rundt og var meget ophidset, og at han blandt andet havde kastet et bord ind i en butiksfacade.
Ophidselsen skyldtes angiveligt, at manden var blevet bortvist fra en nærliggende beværtning.
En patrulje fik anholdt den 31-årige og sigtede ham for overtrædelse af restaurationsloven.
Han fortsatte dog sin aggressive adfærd over for patruljen, og blev i den forbindelse yderligere sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand samt at modsætte sig anholdelsen.
Den 31-årige blev løsladt efter endt afhøring.