Fortsæt til indhold

Tre personer tilset efter alvorlige uheld i trafikken

Motorcyklist måtte blandt andet en tur på skadestuen.

Krimi
dpp

Onsdag kl. 07.10 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Bals Mark og Kaløvej i Balle ved Skødstrup. En 48-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Bals Mark i sydvestlig retning, kørte ud for ubetinget vigepligt i krydset med Kaløvej og påkørte her en 42-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Kaløvej i sydøstlig retning. De to parter blev tilset af en ambulance på stedet, men ingen kom umiddelbart til skade. Den 48-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have overholdt sin vigepligt.

Senere på dagen, kl. 16.50, skete der et færdselsuheld i krydset mellem Spanien og Jægergårdsgade i Aarhus, da en 51-årig kvindelig bilist måtte lave en pludselig opbremsning. Bag kvinden kørte en 66-årig mand på motorcykel og herefter en 36-årig mandlig bilist. Ved opbremsningen nåede den 66-årige motorcyklist at standse op, men den 36-årige mand overså opstandsningen og påkørte motorcyklen, så den røg frem i den 51-årige kvindes bil og den 66-årige mand røg over styret og landede på asfalten. Den 66-årige blev tilset på skadestuen, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.