Fortsæt til indhold

Ægtepar dræbt i trafikulykke i Grenaa: Mand fra Favrskov er sigtet for uagtsomt manddrab

Et tysk ægtepar blev dræbt på stedet, da to biler stødte frontalt sammen ved Ålsø.

Krimi

Lørdag kl. 22:51 skete et alvorligt færdselsuheld på Aarhusvej ved Ålsø umiddelbart uden for Grenaa. I følge Østjyllands Politi førte en 30-årig mand fra Hinnerup en personbil ad Århusvej mod sydvest og overskred med venstre hjulpar midterlinjen, hvorved han ramte frontalt ind i en anden personbil, der blev ført af en 74-årig mand og med en 62-årig kvinde som passager, der kørte i retning mod Grenaa .

Den 74-årige mand og den 62-årige kvinde var dræbt på stedet, oplyser Østjyllands Politi.

Der er tale om et ægtepar fra Tyskland. De pårørende er underrettet.

Den 30-årige mand kom også til skade, men er uden for livsfare. I hans personbil var der også en passager – en 32-årig mand – også fra Favrskov Kommune. Han pådrog sig lettere kvæstelser.

De to mænd havde i løbet af dagen været til Beach Party i Grenaa, og politiet mistænker, at den 30-årige fører var påvirket af alkohol og/eller narkotika, blandt andet fordi der i bilen blev fundet forskellige typer stoffer. Da han søndag, i følge TV2 ØStjylland tydeligt berørt af situationen og haltende på det ene ben, blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Randers, sigtet for uagtsomt manddrab, valgte dommeren at forlænge varetægtsfængslingen med tre dage, hvorefter der formentlig vil være svar på prøverne, der skal vise, om han var påvirket.