Lufthavn er nu åben igen - taske med bombe var en ufarlig »spøg«
En mand er sigtet for trusler, da han i spøg sagde, han havde en bombe i sin taske.
Fredag formiddag blev Terminal 2 i Københavns Lufthavn evakueret, da lufthavnens personale spurgte en mand, hvad han havde i sin bagage, hvortil han svarede, at han havde en bombe med.
Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) blev derfor tilkaldt - og de har nu kunnet konkludere, at det, der i første omgang blev omtalt som en »mistænkelig taske«, var en ufarlig taske.
Lufthavnen er nu åben igen - men politiet kommer samtidig med en kraftig opfordring.
»Terminal 2 er igen åben. Den mistænkelige taske viste sig at være ufarlig. Der blev tilsyneladende i spøg sagt, at der var en bombe i tasken,« skriver politiet på Twitter og tilføjer:
»Vi vil gerne indskærpe, at man skal lade være med at spøge med den slags, da vi er nødt til at reagere på det. Taskens ejer er anholdt og sigtet for trusler.«