Fortsæt til indhold

Stald i lys lue: 1400 grise i fare

En stald med et stort antal grise er brudt i brand.

Krimi

En stald fyldt med grise står lige nu i flammer.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Lokalavisen.dk.

Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen om gårdbranden på Ålkjærvej ved Vojens klokken 05.07.

»Stalden er fuldstændigt overtændt,« siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Lokalavisen.

Der er i alt 1400 grise i stalden - og flere skal aflives på grund af skader.

»Jeg ved endnu ikke hvor mange, men der er dyrlæger på stedet.« siger Strægaard.

Vagtchefen fortæller videre, at der ikke skal være fare for spredning af ilden.

»Men der er godt gang i den,« oplyser han videre.

Det betyder, at brandvæsen og politi vil være til stede et godt stykke tid endnu.

Når det bliver muligt, skal brandårsagen undersøges nærmere.