Fortsæt til indhold

Stort uheld - tre personer i kritisk tilstand: To børn og seks voksne hentet i ambulance

To børn og seks voksne blev sendt på skadestuen efter et sammenstød på Sydmotorvejen ved Vordingborg i nat. Tre er stadig i kritisk tilstand.

Krimi

Kl. 00.04 i nat modtog Midt- og Sydsjællands Brand & Redning en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor der var meldt om personer, der var klemt fast.

Uheldet skete på Sydmotorvejen nær Vordingborg.

Og der var tale om et stort uheld, hvor otte personer blev sendt på skadestuen - fire voksne og to børn, som sad i en tysk-registreret bil - samt to voksne, der sad i en dansk indregistreret bil.

»Der er tre personer, der stadig er indlagt, og de er i kritisk tilstand. Der er tale om tre voksne, som sad i den tysk-indregistrerede bil - børnene der også sad i bilen, har det efter omstændighederne godt,« siger vagtchef Kent Edvardsen til Lokalavisen.dk søndag formiddag ved 9-tiden.

Politiet har stadig ikke et klart billede af, hvad der helt præcist er sket. Og det kommer også til at tage nogle dage at klarlægge, hvad der helt præcist skete, fastslår Kent Edvardsen.

»Konklusionen, på hvad der er sket derud, skal drages på baggrund af den undersøgelse, der er lavet på bilerne ude på uheldsstedet og videnforklaringerne - og der går noget tid og nogle dage,« lyder det fra vagtchefen.

Motorvejen var spærret efter sammenstødet og først kl. 3.36 kunne politiet åbne vejen igen.