Tvillinger satte betjente på arbejde: Udgav sig for at være hinanden for at snyde
Det gik godt, indtil det ikke gjorde det mere.
Mange tvillingesøskende vil bevidne, at de kan slippe afsted med en del, men at snyde politiet er sværere end de fleste andre stunts.
Det må to aarhusianske brødre i 20’erne sande efter, at de er blevet sigtet for at opgive falsk navn. Den ene tvillingebror er desuden sigtet for kørsel i frakendelsestid.
Tvillingebrødrene blev søndag aften omkring klokken 21.15 standset af en patrulje i Aarhus C. En særlig scanner i patruljebilen havde scannet nummerpladen og givet betjentene besked om, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet. Betjentene dirigerede derfor bilen ind til siden.
Bag rattet sad den ene bror, mens den anden var passager. Føreren af bilen meddelte, at han desværre havde glemt sit kørekort derhjemme. Både han og broren opgav navn og cpr-nummer.
Betjentene fik dog mistanke om, at der var noget galt, og de delte derfor brødrene op og gav dem forskellige kontrolspørgsmål. Spørgsmålene handlede blandt andet om, hvilke sager de i forvejen var noteret for hos politiet.
Det havde begge brødre begge svært ved.
»Betjentene ved, at ejeren af bilen er frakendt kørekortet, og det gør selvfølgelig, at de er ekstra opmærksomme,« siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til Lokalavisen Aarhus.
Tvillingebrødrene blev anholdt og kørt til politistationen, så politiet kunne sikre deres identitet. På stationen erkendte brødrene, at de havde udgivet sig for at være hinanden. Det skyldes, at ham, der førte bilen, var frakendt kørekortet, mens den anden gerne må køre bil.
Begge blev derfor sigtet for at opgive falsk navn, og føreren af bilen blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.