Fortsæt til indhold

Fyret kommunaldirektør løber med tre millioner

Krimi
jro

Hun blev både bortvist og politianmeldt på grund af en for nær relation til byens borgmester.

En relation, der mentes ville gøre et professionelt samarbejde besværligt.

Nu har den tidligere kommunaldirektør i Fredericia Kommune Annemarie Schou Zacho-Broe får fuld oprejsning.

Med den følger halvandet års løn, hvilket ifølge TV Syd svarer til knap tre millioner kroner.

Derudover kan hun også hive 100.000 hjem for tort.

Annemarie Schou Zacho-Broe blev bortvist i marts 2021 på grund af sin påståede relation til daværende borgmester Jacob Bjerregaard.

Siden har Djøf ført sagen for Zacho-Broe, der altså endte med, at voldgiftsretten har slået fast, at det var uberettiget at bortvise den tidligere kommunaldirektør.

Det oplyser Djøf i en pressemeddelelse.

Frikendt i tre instanser

Annemarie Schou Zacho-Broe er blevet frikendt i tre instanser:

En advokatundersøgelse fra Fredericia Kommune slog fast, der ikke kunne rejses kritik af Zacho-Broe i forbindelse med den tidliger borgmesters køb af en byggegrund.

I juni 2022 fik hun statsadvokatens ord for, der ikke var nogen nær relation i det hele taget mellem hende og Jacob Bjerregaard.

Mandag slog voldgiftsretten så fast, at fyringen af hende var uberettiget.

Store omkostninger

»Afgørelsen ligger fuldstændigt, som vi havde forventet. Vi er i Djøf virkelig glade for at kunne repræsentere Annemarie Schou Zacho-Broe i den her sag,« siger Hanne Fugl Eskjær, som er formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Hovedpersonen selv er også tilfreds med udfaldet:

»Sagen har haft store omkostninger for mange mennesker, og personligt glæder jeg mig over at kunne sætte et punktum og komme videre i mit arbejdsliv. Sagen er af principiel betydning for alle offentligt ansatte, og jeg håber, den vil betyde en fornyet bevågenhed på både de etiske og ansættelsesretlige spilleregler for, hvordan vi håndterer rygter og kriser i offentlige organisationer,« siger Annemarie Schou Zacho-Broe.