Traktor kørte fra færdselsuheld
Vidner efterlyses, efter en bil blev påkørt af en ballepresser i Allingåbro søndag
En 48-årig kvinde fik søndag eftermiddag kl. 13.27 påkørt fronten af sin bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Rougsøvej i Allingåbro. Det oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden forklarede, at hun havde været inde og handle, og da hun kom ud, blev hun kontaktet af en mand, som fortalte, at en traktor med ballepresser havde påkørt kvindens bil.
Vidnet havde forsøgt at få traktoren til at standse, men føreren kørte fra stedet. Politiet hører gerne fra føreren eller andre, der har oplysninger om uheldet, på tlf. 114.