Ældre mand tilbød børn kage og blottede sig
Politiet håber på borgernes hjælp i sag om blufærdighedskrænkelse.
En ældre mand har blottet sig over for nogle skoleelever.
Nu efterlyser politiet manden.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hændelsen fandt sted mandag ved middagstid ved skolesøen nær Toftlund Distriktsskole i Toftlund.
Omkring middagstid var en gruppe elever og to lærere i færd med en udendørs undervisning ved skolesøen nær skolen.
Her befandt sig også en mand ældre mand, der sad på en bænk. Han talte med flere børn, som han også tilbød kage.
Det afviste de dog - og gik tilbage til deres lærere.
For øjnene af lærerne - men ikke børnene - blottede manden sig.
»Politiet er ekstra til stede i området, dels som et tryghedsskabende tiltag, dels som et led i indsatsen for at finde gerningsmanden,« oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der har udsendt følgende signalement.
- Mand
- Cirka 65 - 70 år
- Cirka 175 centimeter høj
- Normal af bygning
- Gråt, tyndt hår, men ikke helt skaldet
- Var iført en blå SønderjyskE sportstrøje samt yderligere en langærmet trøje inden under.
Kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114 med oplysninger i sagen.