Fortsæt til indhold

To døds-ulykker i samme firma

Firmaet har fået flere strakspåbud.

Krimi

To er døde på to måneder i arbejdsulykker. De var ansat i samme firma - nu har Johannesen Kran & Maskintransport fra Hvidovre fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ulykkerne skete begge under såkaldt anhugning, der ifølge bladet er en opgave, hvor et element bliver frigjort eller fastgjort fra en krankron.

Første ulykke skete 22. april på havnen i Esbjerg, hvor en kranfører var i færd med at læsse stålbjælker på sin lastbil.

Her blev et spændebånd skåret over, og kranføreren blev ramt af en seks ton tung stålbjælke.

Han døde på stedet.

Ulykke udløste med øjeblikkelig virkning strakspåbud til firmaet.

Endnu en dødsulykke

Knap to måneder senere døde endnu en medarbejder - denne gang i Hvidovre.

Der var ingen vidner, men kranføreren blev fundet liggende under en træramme. Det var også sket under anhugning - og kranføreren døde senere af sine kvæstelser.

Også det medførte et strakspåbud.

Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F´s transportgruppe, kalder to ulykker i samme firma for »problematisk.«

Det har da også fået firmaet til at stramme op på sikkerheden:

»Vi har lavet en arbejdsbeskrivelse af, hvordan man skal løfte ting, og hvad man skal gøre, inden man kommer ud til en kunde. Den sendte vi til Arbejdstilsynet efter første ulykke, og vi har efterfølgende været i løbende dialog med dem. Vi har sørget for, at arbejdsbeskrivelsen til vores ansatte er tilgængelig via en app, og så følger vi løbende op på, hvad vores folk foretager sig,« siger Jens Johannesen, der er direktør og stifter af Johannesen Kran & Maskintransport direktøren.