Mystik på Facebook: »Er jeres Facebook også gået i stykker?«
Er man gået ind på Facebook onsdag formiddag, så vælter det i tilfældige opslag.
»Er jeres Facebook også gået i stykker?,« spørger en bruger på et andet socialt medie, nemlig Twitter.
Flere undrer sig onsdag formiddag, hvorfor deres startside på Facebook er fyldt med nye, tilfældige opslag fra mennesker, de ikke følgere eller har liket.
Kl. 7. 44 begyndet det at vælte ind med rapporteringer om nedbrud på Facebook. Det viser Downdetector.dk.
Her har mange kommenteret, at de har oplevet samme problem på Facebook.
»Jeg bliver også tæppebombet i mit feed med mærkelige billeder af kendte kunstnere. Andre?«
Og der er mange andre, der oplever det samme. En anden skriver:
»Startside proppet med alt muligt mærkeligt stof fra folk, som poster på kendte menneskers sider.«
Indtil videre har hverken Facebook eller Meta, som selskabet bag hedder i dag, ikke meldt noget ud om, hvorfor siden opfører sig som den gør.
Til DR Nyheder udtaler man dog:
»Vi er klar over, at nogle brugere har problemer med deres Facebook-feed. Vi arbejder så hurtigt som muligt på at få alting tilbage til normalen og beklager ulejligheden,« siger Metas nordiske kommunikationschef, Regitze Reeh.