Danske betjente på skydebanen: Sådan foregår det
Der skal trænes både sikkerhed, præcision og hurtighed
To gange om året skal de danske betjente en tur forbi skydebanen.
Her skal der trænes både skydefærdighed - og sikkerhed.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på sin Facebook-side.
Betjentene træner i at ramme præcist, men også i at trække pistolen hurtigt og sikkert i tilfælde af, de står over for en bevæbnet gerningsmand.
»Det bliver blandt andet øvet ved at betjenten skal stå klar og ved en høj lyd hurtigst muligt trække pistolen korrekt og sikkert og placere et bestemt antal skud præcist,« skriver politikredsen.
Betjentene skal i reaktionstestene holde sig under et bestemt antal sekunder for at bestå skydetesten.
Træningsdagene afsluttes med en generel test, hvor højeste score er 50 point.
Betjentene skal have 27 for at bestå.
Lykkes det ikke, bliver betjenten trukket væk fra gaden.