Efterlyser voldelig mand med vikinge-skæg
Manden blandede sig pludselig i en diskussion.
Politiet efterlyser en mand efter et voldeligt overfald på en 54-årig mand.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overfaldet skete natten til den 18. august klokken 03.12 på Viborgvej mellem Christians Hauns Allé og Uno-X tanken ved Fyensgade i det centrale Randers.
Den 54-årige var ved at stige ud af en taxa, da der opstod uenigheder om betalingen for turen, og mens han og chaufføren stod og diskuterede, kom en mand gående til stedet og begyndte at blande sig i samtalen.
Diskussion og slag
Det førte til en diskussion mellem den 54-årige og den anden mand, der pludseligt slog den 54-årige flere gange i ansigtet med knytnæveslag, inden han gik derfra.
Den 54-årige fik nogle mindre skader ved overfaldet, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
På trods af, at politiet siden har efterforsket sagen, der det ikke lykkes at finde frem til gerningsmanden.
Signalement:
Han beskrives som: Dansk af udseende, lys i huden og cirka 40 år gammel. Han er mellem 180 og 190 centimeter høj og betegnes som robust af bygning. Han har langt hår i en hestehale og langt, blond skæg, som politiet beskriver som »vikingeskæg«.
Han har muligvis en tatovering i nakken. Han var iført en kasket, vest og shorts og medbragte en rygsæk. Derudover oplyser politiet, han både talte dansk og engelsk.
Oplysninger om manden til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.