Klemt under varevogn: Dør på hospitalet
Politiet søger vidner til en ulykke med dødelig udgang.
En kvinde er død efter en ulykke, hvor hun blev klemt under en varevogn.
Det oplyser Københavns Politi.
Ulykken på Østerbrogade i København - ud for nummer 140 - blev anmeldt til politiet klokken 16.25.
Her kommer den kvindelige cyklist i klemme under varevognen.
Dør på hospitalet
Det lykkedes Hovedstadens Beredskab at få kvinden fri.
»Men hun bliver erklæret død på hospitalet,« siger Michael Andersen, vagtchef ved Københavns Politi, til Lokalavisen.dk.
Det har endnu ikke været muligt for politiet at få kontakt til kvindens pårørende.
»Hun var 78 år gammel, nu forsøger vi, om vi kan få hjælp af hjemmeplejen,« siger Michael Andersen.
Københavns Politi søger også vidner til ulykken.
»Vi har et ret godt billede af, hvad der er sket, men vi vil godt være helt sikre,« siger vagtchefen.
Oplysninger om ulykken til Københavns Politi på telefonnummer 114.