Mand dømt for voldtægt af 17-årig - startede med at gnubbe sig op ad hende
Retten lagde blandt andet vægt på kvindens forklaring og en efterfølgende chat-korrespondance.
En 21-årig mand er blevet idømt fængselsstraf på et år og ni måneder for at have voldtaget en 17-årig ung kvinde i en lejlighed i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 17-årige var natten til den 1. april i år i byen med nogle venner, da de mødte den 21-årige, som kendte nogle af vennerne.
Senere tog flere fra gruppen sammen hjem til en lejlighed i Randers, hvor den 21-årige og den 17-årige fik en madras, de begge skulle sove på.
Ifølge den 17-åriges forklaring begyndte den 21-årige at gnubbe sig op ad hende, mens hun lå med ryggen til ham.
Den 17-årige forklarede i retten, at hun rystede på hovedet, da den 21-årige spurgte, om hun havde lyst til sex, men at han alligevel trak trusserne af hende, og at hun stivnede, mens han gennemførte samlejet.
Den 21-årige forklarede derimod, at han mente, at hun med sit kropssprog viste, at hun havde lyst, og at der var tale om frivillig sex.
Bevisførelsen i voldtægtssager er ofte meget vanskelig, og det gør sig særligt gældende, når der er tale om samtykkesager, lyder det fra specialanklager hos Østjyllands Politi, Jesper Rubow.
»Retten lagde blandt andet vægt på kvindens forklaring og en efterfølgende chat-korrespondance mellem hende og den 21-årige,« siger han i en pressemeddelelse.
Den 21-årige blev også dømt til at betale en erstatning på 70.000 kroner til den 17-årige. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Han blev varetægtsfængslet, efter dommen var afsagt.
Lokalavisen har forsøgt at kontakte specialanklager Jesper Rubow for at få en uddybende kommentar i forhold til indholdet af parternes chat-korrespondance. Det har endnu ikke været muligt at komme igennem til anklageren.