Kvinder over 40 er de letteste ofre
Hver sjette dansker har været udsat for svindel på nettet.
Hver sjette er blevet snydt på nettet. Og det er fortrinsvis kvinder over 40, der går i fælden.
Ifølge Danmarks Statistik har cirka halvdelen af danskerne endda oplevet direkte sikkerhedsudfordringer på nettet.
Det er præcis 17 procent, der oplyser, de er blevet snydt ved nethandel. Det kan være i form af varer, der ikke dukker op - eller kunden modtager en anden vare, end der er bestilt.
Det viser en rundspørge blandt knap 400 privatkunder, som Købstædernes Forsikring har foretaget.
»Der er generelt stort fokus på unges sikkerhed på nettet, og det er godt. Men man er absolut ikke uden for risikozonen, selvom man tilhører forældregenerationen. Her gælder de samme grundregler om at være kritisk og tænke sig om en ekstra gang,« fortæller Rikke Larsen, produktchef for cyberforsikring i Købstædernes Forsikring.
Knap 50 procent af de adspurgte har oplevet phishingmails, hacking, forsøg på identitetstyveri og mere.
Mange i tvivl
Derudover viser Købstædernes Forsikrings undersøgelse, at en tredjedel af de adspurgte er i tvivl om, hvor de skal søge hjælp, hvis de bliver ramt af cyberkriminalitet.
»De fleste ved, hvordan de skal reagere, hvis en tyv bryder ind i huset, men når det foregår online, er det for mange uoverskueligt, hvem man skal kontakte, hvornår det skal anmeldes og generelt, hvilke rettigheder man har,« forklarer Rikke Larsen.
Undersøgelsen er foretaget af Købstædernes Forsikring i april 2022 blandt 376 privatkunder.