58-årig bilist flygtede fra færdselsuheld
Djursland var hjemsted for hele tre færdselsuheld onsdag 7. september. Heldigvis led ingen af de involverede videre fysisk overlast.
Onsdag 7. september kl. 21.45 skete der et færdselsuheld i krydset Frellingvej/Ebdrupvej i Kolind Mark.
En 68-årig mandlig bilist blev påkørt bagfra af en bilist, som efterfølgende kørte fra åstedet uden at give sig til kende.
Den 68-årige kom umiddelbart ikke noget til.
Ud fra signalement og registreringsnummer på bilen fandt politiet efterfølgende frem til en 58-årig mand på hans adresse i Aarhus N.
Da politiet mistænkte, at han havde været påvirket under kørslen, blev han anholdt, sigtet og fik foretaget en blodprøve.
Uheld på Kaløvej
Onsdag 7. september kl. 7.43 skete der et færdselsuheld på Kaløvej ved Hornslet.
En 23-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil, ført af en 33-årig mand.
Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Den 23-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.
Ramte parkeret bil
Onsdag 7. september kl. 22.31 skete der et færdselsuheld på Hovedgaden i Allingåbro.
En 24-årig mandlig bilist kørte ind i en bil, der holdt parkeret i siden af vejen.
Ingen personer kom umiddelbart noget til.
Den 24-årige blev sigtet efter færdselsloven.
Kilde: Døgnrapporten fra Østjyllands Politi