Fortsæt til indhold

Nu er der nyt i sagen om den voldtægtssigtede læge

30-årig læge, som er varetægtsfængslet for to overgreb mod kvindelige patienter på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital, skal fortsat sidde bag tremmer.

Krimi

En ung læge, som sidder varetægtsfængslet for to overgreb mod kvindelige patienter på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital, skal fortsat sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

Det oplyser Østjyllands Politi ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Det blev der taget stilling til på et retsmøde den 8. september. Den 30-årige læge kommer til at have siddet bag tremmer i mere end seks måneder.

Da lægen sidste gang fik forlænget sin varetægtsfængsling, skyldtes det, at Retten i Aarhus havde grund til at tro, at lægen kan og vil påvirke vidner.

Sagen bunder i flere hændelser, hvor lægen blandt andet skulle have rørt en kvindes bryster og stukket fingre op i hende, mens hun var indlagt på Aarhus Universitetshospital.

Siden blev han sigtet for endnu et overgreb, denne gang på Regionshospitalet Viborg.

Her undersøgte han angiveligt en kvindes knæ- og ankelskade ved også at røre hendes bryster og undersøge hende vaginalt.

Nu er hans varetægtsfængsling forlænget for femte gang. Retten i Aarhus skal næste gang tage stilling til varetægtsfængslingen den 4. oktober.

Artiklen er leveret i samarbejde med JP Viborg.