Venlighed kostede ung mand flere tusind
En lånte telefonen - de to andre fjernede hans opmærksomhed.
En 24-årig mand udlånte sin telefon.
Den venlighed blev belønnet med overførsel fra hans MobilePay.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Cirka klokken tre henvendte tre mænd sig til den 24-årige på Klostertorvet i det centrale Aarhus.
Her blev han spurgt, om den ene måtte foretage et hurtigt opkald. Det fik han lov til, men mens han stod med den lånte telefon gik de to andre i gang med en længere samtale med telefon-udlåneren.
»Ikke første gang«
Den 24-årige fik sin telefon tilbage, men opdagede kort tid efter, at der var overført flere tusind kroner via MobilePay.
»Der har tidligere været anmeldelser om lignende sager i nattelivet, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke låner sin mobiltelefon ud til fremmede personer. Hvis man alligevel gør det, så hold nøje øje med vedkommende, der har lånt den,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.