»Glemte« at fortælle om sommerhus til seks millioner
Nu er en 48-årig mand dømt for blandt andet skyldnersvig.
Under en konkursbehandling »glemte« en nu 48-årig mand at oplyse om et sommerhus til seks millioner kroner.
Det udløste en fængselsdom for skyldnersvig af særligt grov karakter og for at have afgivet falsk erklæring.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 48-årige gik konkurs med sin virksomhed i 2011. Da han i forbindelse med den og en en gældssanering skulle oplyse om passiver og aktiver, undlod han altså at fortælle om et sommerhus i Spanien til seks millioner. Det ejede han gennem et spansk selskab.
Det betød, at manden, der er bosat i Skive Kommune, snød sine kreditorer for minimum 94.945 euro i alt.
Tilfreds anklager
Den sag er mandag blevet behandlet ved Retten i Viborg, hvor han blev fundet skyldig skyldnersviget og den falske erklæring.
En forbrydelse, dommeren takserede til ni måneders fængsel betinget af 150 timers samfundstjeneste.
»Jeg er tilfreds med, at retten har vurderet beviserne i overensstemmelse med anklagemyndigheden, og jeg mener også, straffen afspejler, at det er en alvorlig forbrydelse, når man som konkursramt taler usandt om sine værdier og på den måde snyder sine kreditorer«, siger specialanklager Gorm Søgaard Lund, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Hjælp fra Spanien
I forbindelse med sagen har Midt- og Vestjyllands Politi samarbejdet med de spanske myndigheder.
Blandt andet har politiet fået hjælp til at skaffe forskellige dokumenter, ligesom det spanske politi har assisteret med afhøringer i Spanien.