Nu er den gal igen: Tyveri fra ulåste biler
Politiet opfordrer borgerne til at huske at låse deres biler.
Der har været tyveri fra tre ulåste biler i Låsby.
Det ene skete på Vestermarken i en parkeret bil i tidsrummet søndag klokken 18 til mandag klokken 10.20. Der blev stjålet et mindre pengebeløb fra en boks ved gearstangen.
Fra en bil, der holdt på Kratvej, fik politiet mandag klokken 10 en anmeldelse om, at bilens handskerum var gennemrodet, men at det var ukendt, om der var stjålet noget. Tyven var kommet ind via en ulåst fordør.
På Aarhusvej blev der søndag mellem klokken 21 til mandag klokken 7 fra endnu en ulåst personbil stjålet et mindre kontantbeløb fra en boks ved gearstangen.
»Jeg vil gerne slå et slag for, at borgerne husker at låse deres biler,« lyder opfordringen fra vicepolitiinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.
I begyndelsen af året var det også galt med tyveri fra ulåste biler i Låsby, da der dengang blev meldt om tyveri fra syv biler i tidsrummet 6. -7. januar.