Person død i villabrand
Villabrand i Muldager ved Brøndby har natten til onsdag kostet en person livet.
En person er natten til onsdag omkommet i en villabrand i byen Muldager, som ligger tæt på Brøndby.
Det oplyser vagtchef Mads Dam fra Københavns Vestegn Politi til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Hovedstadens Beredskab oplyste på Twitter kort efter klokken 5, at politi, redning og brandvæsen var til stede ved villabranden.
»Da vores røgdykkere gennemsøger bygningen, finder de en person, der reddes ud og overdrages til Akutberedskabet Branden er slukket, Vestegnens Politi og skadeservice overtager arbejdet på adressen,« lød meldingen.
Vagtchef Mads Dam fortæller til Ritzau, at personen formentlig allerede var død, da vedkommende blev fundet af røgdykkere inde i huset. Personen er identificeret, men da pårørende endnu ikke er blevet underrettet, ønsker politiet ikke at dele hverken alder eller køn på nuværende tidspunkt.
Der er ikke noget, som tyder på, at der er foregået noget kriminelt i forbindelse med branden.