Fortsæt til indhold

Bandidos-medlem med maskinpistol og pumpgun

Nu er en 35-årig mand dømt.

Krimi
jro

Et 35-årigt medlem af Bandidos er blevet idømt 3,5 års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

Samtidig fik han forbud mod at opholde sig i Bandidos’ klubhuse i Danmark i fire år.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Det 35-årige bandemedlem tilstod onsdag i Retten i Glostrup.

Den nu dømte transporterede 1. november 2021 sammen med en medgerningsmand en skarpladt pistol med lyddæmper, en maskinpistol med tre magasiner, en pumpgun og tilhørende ammunition fra et autoværksted i Glostrup til et loftsrum på en anden adresse i Glostrup.

De våben blev beslaglagt af politiet samme dag.

Tilfreds anklager

»Jeg er tilfreds med dommen, som fastsætter en markant straf for våbenbesiddelse i rocker/bandemiljøet. Samtidig giver et opholdsforbud politiet mulighed for at sikre, at domfældte ikke kan opholde sig i Bandidos-klubhuse i tiden efter udståelsen af den fastsatte straf,« siger Halit Sert, senioranklager ved NSK.

En person er tidligere idømt tre års fængsel for at transportere våbnene, imens tre yderligere personer fortsat er tiltalt i sagen, der behandles som en nævningesag i november og december 2022.