Rumænere snuppet med værktøj, fladskærm og sko
En målrettet indsats ved grænsen gav pote.
Politiet har anholdt seks rumænere, der var på vej ud af landet med tyvekoster.
En herboende syrisk mand blev sigtet for menneskesmuling.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Lørdag aften blev to rumænske mænd anholdt af betjente fra UKA Vest ved en almindelig udrejsekontrol.
Anholdelsen skete, efter der i rumænernes bil blandt andet blev fundet professionelt værktøj stjålet på byggepladser i hovedstadsområdet.
De to mænd blev søndag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i 15 dage, sigtet for indbrudstyveri.
Fyldt med tyvekoster
Søndag formiddag stoppede betjente fra UKA Vest en rumænsk varebil med trailer i en almindelig udrejsekontrol på den sønderjyske motorvej nær grænsen. Køretøjet var på vej ud af landet.
Varebil og trailer var fyldt med diverse elektronik, professionelt el-håndværktøj, fladskærms-tv, tøj og sko, som politiet formoder stammer fra indbrud.
De fire mænd i bilen blev anholdt og sigtet for indbrudstyveri og blev mandag varetægtsfængslet i 14 dage.
Rundt i grænselandet
Udover de daglige udrejsekontroller gennemfører Syd- og Sønderjyllands Politi også jævnligt kriminalitetskontroller i grænselandet, hvor et større antal køretøjer og personer bliver kontrolleret.
Onsdag blev 522 køretøjer og 630 personer kontrolleret i et område mellem Abild og Uge, mens der torsdag var kontroller fra Sofiedal til Rudbøl.I torsdagens kriminalitetskontrol blev 320 køretøjer og 580 personer kontrolleret.
Sigtet for menneskesmugling
Kontrollerne resulterede blandt andet i anholdelse af en herboende syrer, der havde hentet en person i Tyskland og kørt over grænsen for en mindre pengebeløb.
Den syriske mand blev sigtet for menneskesmugling.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.