Tre alvorligt kvæstet i ulykke med lastbil
Vejen er spærret for trafik.
Tre personer er kommet alvorligt til skade i den ulykke, der spærrer Ribe Landevej (Rute 24) vest for Gram.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Der er to personbiler og en lastbil involveret i ulykken.
På trods af gentagne forsøg har det ikke været muligt for Lokalavisen.dk at få kontakt til Syd- og Sønderjyllands Politi, men til Ekstra Bladet oplyser vagtchefen, at der har været tilkaldt en lægehelikopter og flere ambulancer.
Samme avis kan også berette, at der var tre personer i den ene bil og én i den anden.
En person er med helikopter overført til Odense Universitetshospital, mens to er bragt til sygehuset i Aabenraa.
Yderligere er en person lettere tilskadekommen.
Føreren af lastbilen er uskadt, skriver politikredsen på Twitter.
Der er i øjeblikket ingen tidshorisont for, hvornår vejen igen åbnes for trafik og bilister opfordres derfor til at finde andre ruter.
En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet.
Ulykken blev anmeldt kort efter klokken 18.