Beboere og bodega-gæster evakueret: Hævnmotiv bag livsfarlig brand
28-årig mand sigtet for forsætlig brandstiftelse. Store skader på bygning.
Man tror næsten, det er løgn.
Mens politiet har travlt med at afspærre gaden, kommer en mand slentrende og fortæller betjente, at det sådan set er ham, der står bag en voldsom brand, der har ført til masseevakuering.
Det er ikke desto mindre et sandt scenarie, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, til Lokalavisen.
Politiet blev omkring midnatstid lørdag kaldt til Østergade 30 i Holstebro, hvor en voldsom brand var brudt ud på 1. sal over et værtshus ved navn Stellas Bodega.
Politiet evakuerede i al hast beboerne i bygningen samt værtshusets gæster, mens brandvæsen arbejdede med at slukke branden.
»Det var farligt, fordi der både var mennesker nedenunder og ved siden af lejligheden. Hvis ilden bredte sig, havde de mennesker på 1. sal ikke en chance for at komme nogen steder hen. Alle blev jaget ud,« siger Jens Claumarch til Lokalavisen.
Manden, der selv henvendte sig til politiet for at tilstå ildspåsættelsen, er 28 år og fra Herning-området, oplyser vagtchefen.
»Han fortæller, at har et hævnmotiv mod en, han tror, han bor på 1. sal, men i vores systemer kan vi se, at der har ikke været nogen tilmeldt adressen i flere år. Jeg kan ikke udelukke, at der har boet nogen ulovligt på stedet, men vi kan ikke se, at nogen har boet der,« siger Jens Claumarch til Lokalavisen.
Den 28-årige kan detaljeret forklare, hvor han er kommet ind i bygningen, hvordan han har fået adgang til lejligheden og hvor i lejligheden, han har antændt branden, oplyser vagtchefen.
Ingen kom til skade ved branden, men der er sket omfattende skader.
»Jeg tror, mere eller mindre hele førstesalen er udbrændt,« siger Jens Claumarch.
Den 28-årige bliver søndag fremstillet i retten, sigtet for forsætlig brandstiftelse.
Forsætlig brandstiftelse kan i princippet medføre en livstidsdom. Det bliver dog næppe tilfældet, oplyser Jens Claumarch.
»Men det kommer til at koste ham en del tid i skyggeboksen, hvis han bliver dømt skyldig,« lyder det.
Branden på Østergade i Holstebro blev anmeldt til politiet klokken 23.48 sent lørdag aften.