Fuld mand kørte galt og ramte hus
Politiet sigtede torsdag nat en 49-årig mand for spirituskørsel på Gl. Horsensvej.
En 49-årig mand fra Skanderborg havde drukket for meget alkohol til, at han på lovlig vis kunne køre bil natten til torsdag.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der kort før halv tre torsdag nat kom i kontakt med manden.
Den 49-årige mand var nemlig kørt galt på Gl. Horsensvej.
Her var han kørt ind i et hus på Gl. Horsensvej, hvilket resulterede i skader på både hus og bil.
Politiet testede i forbindelse med uheldet, om manden var påvirket af alkohol - og med et blæs viste det sig, at alkoholpromillen var for høj til at køre bil. Derfor blev den 49-årige sigtet af politiet.