Fortsæt til indhold

Empatisk kvinde foretog civil anholdelse af spritbilist

Krimi

Menneskelig forståelse og snarrådighed var i højsædet tirsdag aften 27. september nær Allingåbro hos en 49-årig kvinde.

Hun kontaktede lidt efter klokken 17 Østjyllands Politi i forbindelse med, at hun kom kørende på Nordkystvejen.

Foran hende kørte en bil, der både slingrede, kørte med varierende hastighed og flere gange kyssede græsrabatten.

Kvinden fulgte efter bilen og holdt øje med bilens fører, en 27-årig mand, og da han på et tidspunkt stod ud i rabatten for at lade vandet, blev det meget tydeligt, at han var beruset.

Kvinden kontaktede derfor politiet og aftalte, at hun skulle følge efter den 27-årige, indtil politiet ankom.

Da manden kørte videre, men efter kort tid standsede bilen og begyndte at gå fra sin bil, tog kvinden kontakt til ham og overtalte ham til at blive på stedet.

Hun foretog en civil anholdelse og tog den 27-årige med ind i sin egen bil, hvor hun beroligede ham og ydede psykisk førstehjælp, indtil politiet ankom.

Klokken 17.50 ankom politiet og foretog en anholdelse af den 27-årige mand, der blev sigtet for spirituskørsel, fortæller Østjyllands Politi i Døgnrapporten.