Fortsæt til indhold

Vil have dukke-sag for retten igen: »Vi mener stadig, der er tale om trusler om vold«

Sagen, hvor tre mænd brændte en Mette Frederiksen-dukke, vil anklagemyndigheden have prøvet i landsretten.

Krimi
am

Den såkaldte dukkesag, hvor tre mænd 14. september i år blev frifundet for trusler mod statsministeren under en demonstration mod coronarestriktioner, skal prøves ved Østre Landsret.

Det mener Statsadvokaten i København, der i dag har anket sagen.

»Vi mener stadig, der er tale om trusler om vold så vores retlige vurdering af sagen er den samme som i byretten. Desuden er der efter vores vurdering ikke med byrettens dom skabt tilstrækkelig klarhed over, hvor grænsen går mellem trusler og lovlige ytringer. Derfor mener vi, at der er behov for, at landsretten vurderer sagen,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København i en pressemeddelelse.

Helt præcist var de tre mænd tiltalt for at have hængt en mannequindukke med et foto af statsministeren op på Frederiksberg. Med dukken hang et skilt med teksten: »Hun må og skal aflives.«

Dukken var en del af en demonstration mod coronarestriktionerne til i januar 2021.

I byretten var sagens dommer og to domsmænd ellers enige om, at de tre mænd skulle frifindes. Mændene var tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1, der handler om trusler mod offentligt ansatte, og efter straffelovens § 81, nr.7, der handler om, at det er skærpende, at truslen har baggrund i ytringer i den offentlige debat.

»Der har været talt meget om ytringsfrihed i denne sag, og derfor er det vigtigt for mig at sige, at vi i høj grad anerkender, at der er ganske vide rammer for lovlige ytringer. Men der er også grænser for ytringsfriheden, når det kommer til trusler, og det er vores vurdering, at vi her har bevæget os ud over ytringsfrihedens grænser. Derfor mener vi, at det er rigtigst, at landsretten får mulighed for at vurdere sagen, så vi alle ved, hvordan vi må ytre os offentligt,« slutter statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Hvornår og over hvor lang tid ankesagen skal foregå, er ikke klarlagt, da sagen endnu ikke er berammet.