Fortsæt til indhold

Kendt skyldig: Spæd datter havde brud og læsioner 12 steder på kroppen

En 36-årig mand er kendt skyldig i at have udøvet vold mod sin datter.

Krimi
am

Retten i Herning har fredag kendt en 36-årig mand skyldig i at have udøvet vold mod sin egen datter, fra datteren kom til verden og et halvt år frem.

Manden nægter sig skyldig.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Volden mod datteren skulle være sket i en periode på næsten et halvt år fra marts 2020 og frem til september 2020.

Manden, som kommer fra Ikast, skal derfor i fængsel i et år og ni måneder for at have klemt, rusket, vredet og trukket i den spæde pige, så hun fik brud og læsioner 12 forskellige steder på kroppen.

»At udøve vold mod sit nyfødte og fuldstændig forsvarsløse spædbarn, ser vi på med meget stor alvor. Derfor er jeg tilfreds med, at retten i dag har været enig med anklagemyndigheden i, at den slags skal straffes med fængsel,« siger anklager Nanna Krøyer Lundhøj, der har ført sagen ved retten på vegne af anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 36-årige mand blev ved retten kendt skyldig i tiltalen mod ham og er ud over fængselsdommen på 1 år og 9 måneder blevet idømt en advarsel omkring muligheden for at blive udvist, hvis han igen begår noget kriminelt, da han ikke er dansk statsborger.

I forhold til anke har den idømte mand udbedt sig betænkningstid.