Kaos før koncert i Royal Arena: »Det gik lidt over gevind«
Københavns Politi måtte sammen med vagter dæmpe gemytterne ved koncert i Royal Arena.
Den stod helt stille, køen.
Der var på forhånd meldt alt udsolgt til lørdagens koncertarrangement Elements, hvor kunstnere inden for trance-genren optrådte i Royal Arena i København.
Inden musikken kunne starte, nåede mange dog at blive frustrerede over en kø, der af uvisse årsager længe ikke bevægede sig.
For nogle kogte det over, lyder meldingen søndag fra Københavns Politi.
»Når 6500 mennesker skal ind, så hober det sig op. Der var noget uorden i geledderne. Der var nogle småslagsmål,« siger vagtchef Michael Andersen til Lokalavisen og fortsætter:
»Der var rigtig mange unge mennesker derude, og det gik lidt over gevind, så vi måtte dæmpe gemytterne sammen med de vagter, der var på stedet.«
Vagtchefen kan ikke umiddelbart oplyse, om politiet anholdt nogle i forbindelse med den »uorden i geledderne,« han omtaler.
»Jeg kan ikke sige, at betjentene ikke har anholdt nogen, men det er ikke sådan, at vi har ikke haft 20 med ind på stationen,« siger han.
Ifølge Michael Andersen forløb arrangementet dog i det store hele roligt.
En koncertdeltager, BT lørdag aften fangede i køen, sagde, at der på det tidspunkt maksimalt var to indgange åbne.
Royal Arena reklamerede på arenaens hjemmeside med, at der til koncerten var ”hurtig selv-scanning af billetter og automatisk garderobeskabe ved alle indgange,” hvilet skulle sikre mindre kø. Sådan blev det tilsyneladende ikke.
Det har søndag ikke været mulig at få en kommentar fra koncertarrangører ved Royal Arena.