Fortsæt til indhold

Advarer mod asfalt-fup: Sig nej og ring til politiet

Politiet i det syd- og sønderjyske har fået flere anmeldelser om "asfalt-fup".

Krimi
am

I løbet af den seneste uge har politiet i Syd- og Sønderjylland modtaget flere henvendelser, om det politiet selv kalder for ”asfaltfup”. Her er borgere blevet opsøgt og tilbudt at købe asfalt af en udenlandsk mand.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Onsdag og torsdag henvendte en række borgere fra Vejen, Haderslev, Christiansfeld og Vojens sig til politiet og fortalte, at de var blevet kontaktet af en engelsktalende mand i arbejdstøj, der tilbød dem asfalt.

»Man skal ikke blive utryg på den baggrund, men bare takke nej til tilbuddet og efterfølgende ringe til os. Ser man et køretøj, må man meget gerne notere registreringsnummeret og give det til os,« lyder opfordringen fra politikommissær Dennis Holst.

»Hvis man har mistanke om, at man er blevet udsat for bedrageri, så opfordrer vi til, at man straks ringer til os på 1-1-4,« siger politikommissæren.