Sparkede mand i ansigtet på Banegårdspladsen
Uddrag af døgnrapporten fra Østjyllands Politi 5. oktober
Natten til onsdag omkring klokken 03.27 sad en 46-årig mand på Banegårdspladsen i Aarhus, da han pludselig blev sparket flere gange i ansigtet af en 37-årig mand.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 37-årige forklarede, at han havde fået sin cykel stjålet, og at han derfor var blevet vred. Flere vidner på stedet tilbageholdt den 37-årige, indtil politiet kort efter ankom. Den 37-årige virkede beruset og var fortsat udadreagerende.
Han blev anholdt, sigtet for vold og taget med på politistationen.
Kvinde standsede tasketyv
En 25-årig kvinde cyklede tirsdag klokken 10.52 ad Vestre Ringgade i Aarhus i nordlig retning, da hun pludselig omkring krydset ved Daubjergvej kunne mærke bagagekurven bevæge sig, og da hun kiggede bagud så hun, at hendes taske var væk, og at en mand cyklede i høj fart væk fra hende. Kvinden vendte sin cykel og kørte efter manden og råbte undervejs på hjælp.
Den 25-årige indhentede manden ved Åparken og greb fat i ham for at holde ham tilbage, hvorved de begge væltede. Da tyven, en 44-årig mand, forsøgte at komme væk, kom flere personer til og hjalp med at holde ham tilbage, indtil politiet få minutter efter ankom og anholdt ham. Han blev herefter sigtet for tasketyveri og taget med på stationen.
Anholdt med narko i bilen
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede natten til onsdag klokken 02.34 en personbil på Blomstervej i Tilst.
Bilen blev ført af en 18-årig mand og på sædet ved siden af sad en 21-årig mand. Det viste sig dog, at bilen tilhørte den 21-årige, og at den 18-årige slet ikke havde kørekort.
Under ransagning af bilen fandt betjentene desuden noget hash, skunk, kokain og tramadol-piller. Den 21-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko samt for at have overladt førerretten til den 18-årige. Den 18-årige blev sigtet for kørsel uden førerret.
Færdsel
- Tirsdag klokken 07.47 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Viborgvej og Tage-Hansens Gade i Aarhus, da en 33-årig mandlig bilist, som skulle svinge til højre ad Tage-Hansens Gade, påkørte en 21-årig kvindelig cyklist, som kørte lige ud ad Viborgvej. Kvinden kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
- Tirsdag klokken 14.54 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Herredsvej og Hasle Ringvej i Aarhus, da tre biler kørte sammen i forbindelse med en hård opbremsning. Ingen personer kom tilsyneladende alvorligt til skade ved uheldet.
- Tirsdag klokken 15.05 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Åby Ringvej og Rymarken i Aarhus, da en 88-årig kvindelig bilist foretog et venstresving ind foran en 26-årig mandlig bilist, som kom kørende i den modsatte retning. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet.
- En 19-årig mandlig bilist blev tirsdag klokken 16.42 anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset på Lindøvænget i Tilst. Den 19-årige blev desuden sigtet for besiddelse af en mængde narko, som blev fundet i bilen.
- Tirsdag klokken 19.13 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Ingasvej og Røgelvej i Brabrand. En 20-årig kvindelig bilist holdt stille på Ingasvej for at dreje til venstre ind på Røgelvej, da hun blev påkørt bagfra af en anden bil. Den anden bil bakkede herefter et par meter, kørte frem og påkørte venstre side af den 20-åriges bil og kørte derefter væk fra stedet i sydlig retning. Den 20-årige kvinde kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet.
- Tirsdag klokken 19.59 skete der et færdselsuheld på Reginehøjvej i Aarhus, da en 18-årig kvindelig bilist kørte ud for sin vigepligt og påkørte en 58-årig mandlig bilist omkring venstre bagdæk. Ingen kom til skade ved uheldet. Den 18-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
- En 27-årig mandlig bilist blev tirsdag klokken 21.30 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Møllebakken i Viby. Den 27-årige blev desuden sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
- En 37-årig mandlig bilist blev natten til onsdag klokken 01.33 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Oddervej i Højbjerg.